Vesthimmerlands Musikforening sæsson 2018 - 19

Her røber vi lidt om den kommende sæsson. Hvilke programmer, de forskellige ensembler vil komme med, kender vi endnu ikke, men vi kan da give en kort præsentation af dem alle.

Alle arrangementer afholdes på søndage.

2. september kl. 16.00
28. oktober kl. 16.00
25. november kl. 16.00
10. februar kl. 16.00
31. marts kl. 16.00
Randers Kammerorkester
Anita Hyldgård Samsing, klaver
Søren Schelling, tenor
Michala Høj, violin
Musikstuderendes Kor, Aarhus

Randers Kammerorkester er Danmarks eneste permanente professionelle kammerorkester.

Orkestret spiller hvert år omkring 110 koncerter, der tæller orkester- og kammerkoncerter i Randers og det øvrige Danmark, slotskoncerter, skolekoncerter, børnekoncerter og operaforestillinger.

Anita Hyldgård Samsing er født i 1973 i Himmerland. Sang og musik fik tidligt en stor rolle, og i 1990 blev Anita optaget på Nordjysk Musikkonservatorium som studerende hos Freddy Samsing med orgel som hovedfag. Her fik hun Anne Marie Fog til bifagsklaver, og en glødende klaverinteresse blev skabt. I 1993 vandt Anita 1. pris i den landsdækkende Steinway-konkurrence.

Anita har en lang række koncerter bag sig, bl.a. i samarbejde med tidligere koncertmester ved Odense Symfoniorkester, Bjarne Hansen og cellisten Michaela Fukacova.

Søren Schelling - sanger • fortæller • foredragsholder • operaformidler

Søren Schelling fortæller om sig selv: ...opera – denne mærkelige kunstform, som jeg sammen med min tvillingebror dykkede ned i. Sultent gennempløjede vi bibliotekets grammofonplader og musikforretningernes operaafdelinger. Jeg begyndte også selv at synge, og havde som 14-årig de væsentligste italienske tenorarier på repertoiret(!).

I år 2000 begyndte jeg at studere klassisk sang ved Det Jyske Musikkonservatorium hos Lars Thodberg Bertelsen og tog desuden timer hos Tonny Landy. Ved siden af studierne var jeg kirkesanger og sang også koncerter, både som solist og som korsanger.

Michala Høj
Siden Michala var 4 år gammel og startede på Suzuki instituttet, har violinen været hendes trofaste følgesvend. Michala har studeret hos internationale violinister og violinlærere, og har vundet flere priser ved konkurrencer; bl.a. 1. præmie samt talentprisen ved Jacob Gades violinkonkurrence.

Som 16-årig blev hun optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og som 20-årig blev hun optaget på Rytmisk Musikkonservatorium, hvorfra hun afsluttede sin bacheloruddannelse i 2015 med bl.a. et 12-tal i bachelorprojekt.

Michala udtrykker musikken gennem én af verdens bedste violiner - et 300 år gammelt instrument bygget af italieneren Matteo Goffriller.

Musikstuderendes Kor blev oprettet i 2004 udfra et ønske om at etablere et klassisk blandet kor på højt niveau for studerende ved Afdeling for Musikvidenskab ved Aarhus Universitet. Koret, som tæller ca. 35 sangere, har allerede markeret sig ved koncerter på AROS kunstmuseet, ved Universitetets Årsfest for H.M. Dronningen og andre højtideligheder på Universitetet, talrige kirkekoncerter i regionen, koncert med Aalborg Symfoniorkester samt medvirket på en CD-indspilning med bandet Carpark North.